Hvorfor Fattigrøven?

Politik er ikke en karriere. Politik er ikke bare en valgkamp og færdig – bum. Politik er ikke regler, love, forordninger og javel, hr. minister.

Politik er alt som sker mellem mennesker nu og her. De fællesskaber, vi laver med hinanden er afgørende. Når vi mødes og bevæger os sammen, sker de ting, vi har brug for.

Det er altid nu og her livet sker. Det må ikke drukne i forvaltning og kedelige regler. I kold spekulation og nødvendighedens politik. Vi savner fattigdommens visdom i politik.

I mit liv har penge aldrig spillet den store rolle, medmindre der var alt for få. Den visdom, jeg kender fra ‘bunden’ af samfundet, tager jeg med mig ind i politik:

“Vi har måske ikke råd til alt, men har altid noget at give”.

Der er brug for de fattiges erfaringer og visdom i politik. Derfor har jeg valgt det lidt kontroversielle tilnavn ‘Fattigrøven’.

Nogle oplever det som om jeg spiller på en ‘offer’-rolle. Sådan oplever jeg det ikke selv – og jeg ved, at mange andre fattige bestemt heller ikke gør. Der ligger en stor styrke i at sige “Ja, jeg er fattig – og hvad så?”

Fattige er nemlig en af de samfundsgrupper, der stadig i fuld offentlighed bliver udskammet af debattører, politikere og andre. Når fattige blander sig i den offentlige debat, oplever vi ofte, at vi slet ikke bliver hørt – men skal stå til personligt ansvar for, hvorfor vi ikke har job, hvorfor vi ikke er bedre til at spare op og tusind andre dømmende spørgsmål.

Derfor kalder jeg mig ‘Fattigrøven’, som en del af en politisk og kulturel kamp for at forandre synet på fattige og fattigdom. Den kamp kan vække ubehag, fordi den prikker til nogle indgroede vaneforestillinger, der bygger på skam.

Derfor er det en beslutning om at være tydelig om, hvor jeg kommer fra og ikke i skam skjule fattigdom. Det handler om at give stemme til fattige og et håb om, at vi også kan spille en positiv rolle i samfundet.