De mennesker der har formet mig og Å’s 6 værdier

– En FB-serie om mennesker, der har formet mig og gjort mig klogere på Alternativets seks værdier.

JOSEFINE & YDMYGHEDEN

Blandt Alternativets værdier, så er humor og ydmyghed de to vigtigste for mig. De to har også en dybere sammenhæng, mange af os måske ikke altid er lige opmærksomme på. Den store & viise humor udspringer af ydmyghedens erkendelsen om, at ingen af os er noget særligt. Ikke i jantelovens forstand, men i helhedens forstand: At vi alle er en del af noget større, et led i en større kæde, hvor hvert led uanset hvor uanseeligt i sig selv, kan være lige så vigtigt som alle andre led.

Derfor er ydmyghed også ofte en lidt tricky størrelse. Hvornår er det falsk beskedenhed? Eller hvornår er det i stedet selv-udslettende? Hvornår får din stolthed og ærekærhed overhånd? Det er en indre kamp, vi alle har med vores selv-forståelse: Hvad er min vigtighed? Hvad er min rolle i verden? Ydmyghedens korte svar vil altid være: at træde i tjeneste og spille den rolle, som det er muligt. Ikke nødvendigvis den rolle, andre bestemmer for dig. Ikke altid den rolle, du ønsker at se dig selv i – men den som det lige nu og her er muligt for dig at spille i virkeligheden.

De sidste par år har en ny ven skærpet min forståelse af ydmygheden hos mig selv. Josefinelærte jeg at kende i Alternativet. Hun var en del af Unge Netværket, var med til at skabe partiets årlige Sommerhøjskole og en af de evige ildsjæle, der er altafgørende for at en bevægelse og et parti, som Alternativet bliver mere end et skrivebordsprojekt. Især blev vi gode venner, da vi sidste efterår rundt i landet holdte en række workshops om samskabelse og kommunalvalgsforberedelse.

Undervejs på den lille turné var Josefine den, som med humor og konstruktiv kritik blev ved at udfordre mig på min selv-forståelse. Hun har et skarpt blik for realiteterne i enhver situation og en ‘no-bull-shit’-tilgang, der sammen med hendes humor gjorde, at det for mig blev nemmere at finde ståsted i ydmygheden – at blive endnu bedre til at spille den mulige og nødvendige rolle – og droppe mine egne forestillinger om min egen vigtighed.

Som jeg lærte hende bedre at kende, forstod jeg også, at hun selv i en meget tidlig alder havde modstået det sociale pres, for at være noget særligt – “the chosen one”, som alle børn og unge drømmer om at være og vi ser spejlet i fortællinger som Harry Potter og andre helte-historier. Det havde været en mulighed for hende, da hun i filmmiljøet var blev udråbt til et nyt stort talent, men hun valgte at lytte til sin egen samvittighed, sin egen fornemmelse af, hvad der er vigtigt.

Derfor var jeg også lykkelig, da hun sagde ja til at være kampagneleder for mig her til kommunalvalget. Det er lidt af en menneskelig prøvelse at være med i en valgkamps konkurrence, hvor du som person kommer i rampelyset. Hvor du nemt kan komme i ubalance, hvis du føler din stolthed krænket. Det er hende, der igen og igen holder fast i det reelle; holder fast i hvad der tjener sagen – og kan sortere alt det andet fra.

Hun er et af de særlige mennesker, der har en visdom og indsigt langt ud over hendes unge alder – selvom hun i sin ydmyghed ikke selv helt fatter det endnu – og jeg har øjeblikke her i kampagnen, hvor jeg tænker, at selvom hun nu hjælper mig med ‘det meget, meget vigtige kommunalvalg’, så er min vigtigste opgave i kampagnen, at hjælpe hende og ruste hende til nye eventyr.

 

ALVILDA, ASBJØRN & HUMOREN

Da jeg var barn og ung, havde jeg et lidt anstrengt forhold til humor. Måske fordi min fars humor ikke var verdens bedste, men ofte af den slags, der mest gik ud på at udstille andres fejl og dumheder – herunder mine. Humor er aldrig særlig fed, når den ‘sparker nedad’. Når magthaveren bruger den til undertrykkelse. Og det var det min far gjorde.

Måske var jeg også bare et lidt for alvorligt og gammelklogt barn, der havde måtte tage en del ansvar tidligt i mit liv og følte mig ret ensom i verden. Selvhøjtideligheden blev sikkert også bestyrket af en mor, som beundrede og små-forgudede mig. Selvom jeg hadede det, når hun gjorde det – så var det sikkert også lidt smigrende for mit selv-billede.

Det blev derfor to helt særlige mennesker i mit liv, som kom til at åbne humorens gavmilde land for mig. Asbjørn & Alvilda blev født i 1995 og 1996 og ændrede mit liv. Ja, alle der har prøvet at få børn, de ved det – og alle andre har sikkert hørt forældre besynge, hvor fantastisk det er. Det er det jo også, men det kan måske en gang imellem også være en lille bitte smule hårdt.

Når hverdagen tromler afsted, morgenmad, madpakker, transport, flyverdragter, møde-tider og alt det andet fylder, så kan kan det hurtigt blive lidt trælst og man ender med at slæbe rundt på hylende små-unger det meste af tiden og sidde fast i alle mulige kedelige tovtrækningskonflikter med dem: “Nu SKAL du altså spise den gulerod!!”

Da jeg begyndte at opleve det, fik jeg meget hurtigt nok. Det var ikke derfor, jeg havde lyst til børn og familie – og da slet ikke den måde, jeg ønsker at leve på i det hele taget. Især når jeg stod med de to ellers dejlige unger, som jeg elsker af hjertet, og det så begynder at gå i hårknude med skrig og skrål – følte jeg, der kom en mur mellem os, i stedet for det vigtige kærlighedsbånd.

Eftergivenhed og forkælelse er jo ikke en særlig god løsning. Tvang og skældud heller ikke. Hvad gør jeg så, spurgt jeg mig selv? Jeg havde ikke nogle særlige gode svar. Nærmest i desperation begyndte jeg at fjolle rundt, og begyndte at opdage, at humoren igen og igen kunne opbløde anspændte situationer. Ikke bare ved at aflede ungerne, men også især når jeg selv var fjollet og gjorde sjov med mig selv, så for-dampede min egen anspændthed og hverdagsalvor – og situationerne kunne forløses.

Ansporet af det, begyndte jeg på mange måde at udforske, hvad humor kunne – både sammen med de to dejlige børn, hvor jeg også digtede historier for dem med humor – og i mit voksenliv med arbejde og i voksen-relationer. Det føltes som en kæmpe-lettelse i mit liv, og især betød det, at samværet med Asbjørn og Alvilda dengang altid blev mine særlige ånde-huller, hvor jeg kom helt ned i børne-højde og ikke tog mig selv og livet alt for alvorligt.

De to unger lærte mig komediens vigtigste grundsætning: “Du er ikke mere særlig end den næste i rækken; og når du falder og slår dig, er det ikke så slemt, for livet går videre og videre”. Det mindes jeg om, når jeg ser dem. Livet går videre – og de er de næste led i rækken – og nu så gamle, at min datter i onsdags begyndte at opdrage på mig

 

EVA & DET SVÆRE MOD

I 1993 mødte jeg Eva Littauer for første gang. Vi var begge elever på den nye forsøgsuddannelse for dramatikere tilknyttet Aarhus Teater. Vi blev ikke umiddelbart venner og var vistnok begge ret skeptiske overfor hinanden.

Vi begyndte først for alvor at snakke sammen, da der var ballade på den nye uddannelse. Der var alt for meget, der ikke fungerede og uddannelsens rektor var slet, slet ikke kvalificeret til opgaven. Bestyrelsen ville heller ikke lytte til os og talte ned til os.

Derfor blev vi ballademagere sammen og fik mobiliseret de andre elever til i sidste ende at stille et ultimatum til den meget fraværende bestyrelse. Enten fik vi en ny rektor – eller alle elever ville forlade uddannelsen.

Det var helt klart Eva, som var den drivende kraft i den konflikt med bestyrelsen og rektor. Hun var ikke så frygtelig bange for konflikter – som de fleste af os, jo nemt er. Måske fordi hun selv allerede havde taget en del konflikter i sit liv – og opdaget, at det blev hun både klogere og stærkere af.

Da vi havde skrevet og printet ultimatummet og det skulle overleveres i en kopi til både rektor og bestyrelse, så fik hun presset mig til at gøre det – sikkert med et godt øje for, at jeg stadig var lidt af en kryster – og at jeg kunne have godt af at træde i karakter og se vores rektor i øjnene, når brevet blev afleveret. Det var bestemt ikke nemt – og jeg havde lyst til at løbe bort, da jeg kom til kontoret. Men jeg trak vejret dybt og så ham i øjnene.

Gennem den fælles kamp blev vi venner – både på uddannelsen og senere i livet, hvor vi ofte har arbejdet sammen. Hele vejen igennem har hun været den gode ven, som har skubbet til mig, når jeg veg tilbage fra at tage de svære konflikter – både med andre, mellem os som venner og med mig selv.

Den helt afgørende oplevelse var, da vi arbejdede på DR på udvikling af en TV-serie og den tilknyttede producent opførte sig uprofessionelt og – mildt sagt – pissede på projektet. Det blev mig, der gav producenten en kæmpe skideballe, så de nødvendige budgetter og andre produktionelle planer blev færdige og afleveret til tiden. Det var voldsomt angst-provokerende for mig, for jeg måtte helt op og tale med de meget store bogstaver, men det lærte mig at turde bruge aggression.

Der er intet galt med aggression og vrede i sig selv – men vi er ofte skræmte ved det. Det er selvfølgelig fordi, det føles ubehageligt, men hvis vi ikke har modet til at rumme det bevidst og agere på det bevidst, så ender aggressionen med at tage magten fra os – enten ved at løbe af med os eller ved at vi vender den mod os selv.

Uden mit venskab med Eva ville jeg aldrig i dag turde at stille op til at tage ansvar for rollen som politiker. Det politiske spil er fyldt med konflikter og skjulte aggressioner. Samfundsdebatten er fyldt af aggressioner. Det kræver mod at kunne rumme det – uden at fornægte og undertrykke andre – eller sig selv.

 

PER & EMPATI

I 2003 befandt jeg mig i mit livs sværeste krise. Ægteskabet, der både havde skabt to dejlige børn og andet godt liv, og som jeg havde troet ikke kunne gå i stykker – det var gået i stykker. Vi havde begge misrøgtet det og ikke været modne nok til hjælpe hinanden igennem de konflikter, der altid hører med til livet.

I sig selv var det sørgeligt og smertefuldt, men der hvor det virkelig fuckede med mig var, at jeg i mit hovmod havde troet, det aldrig kunne ske – at jeg var bedre end det. Og det er svært at slå sit eget selv-billede i stykker, og nemmere at komme med dårlige undskyldninger for at redde det. Jeg tog den hårde tur.

Midt i alt det modtog jeg et rejselegat på 30.000 kr. Det føltes som en særlig gave – en frihed – jeg vidste, det var vigtigt at bruge med omhu til at finde en ny vej for mig. Et menneske stod klart i mit sind – Per Brask – som var den lærer, jeg havde haft på Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater, som betød mest for mig, selvom det kun var i alt 6-7 uger, han underviste.

Derfor tog jeg på et to måneders ophold hos ham på University of Winnipeg i Canada, hvor han underviste som professor i drama. Jeg blev hans undervisningsassistent på et to måneders intensivt forløb med skuespillerelever. Jeg ville gerne lære af ham, og det viste sig, han var den slags lærer, der ikke forsøger at lære en noget – men alene ved sin måde at være på lærer en ufatteligt meget.

Hans måde at være på – det er stadig svært for mig at beskrive.

Men det handler om empati – og hans evne til at møde alle akkurat der hvor de er. Når eleverne i al deres usikkerhed, selv-optagethed og præstationstrang søgte hans anerkendelse, magtede han med en varm ironi at afmontere det og møde dem i øjenhøjde. Der var altid en understrøm af humor – en let hånd og munterhed. Det gik op for mig efter et par uger, at han altid brugte den første halve time af undervisningen på at afmontere frygten i rummet på den måde – uden at gøre et nummer ud af det.

En gang om ugen efter timerne inviterede han mig ud til en kop kaffe og lidt snak om stort og småt. I sig selv var samtalerne ikke noget særligt. Vi skulle ikke tale om ‘vigtige ting’, men der var hele tiden et nærvær overfor nu’et og vores samvær, der gjorde at væsentlige ting af sig selv dukkede op. Vi talte om alt fra tv-serien Buffy (vi er begge fans), undervisningen, kaffe, bøger og vores liv – og ud af det blev jeg klogere på mig selv og ham.

Mest af alt betød det, at jeg fik tiltro til mig selv – ikke til den forestilling, jeg havde haft om mig selv. Men til det eller de ting i mig selv, jeg kan mærke som mit væsen. Jeg turde give slip, åbne mig for de egentlige spørgsmål i mig og få et nyt blik på mig selv og verden. På de to måneder ændrer mit liv retning. Jeg fandt svar på spørgsmål, jeg indtil da ikke anede, jeg havde båret rundt på.

Empati handler om at forstå og mærke andre og sig selv. Der findes folk, der er virker meget forstående altid. Det er en facade, de anlægger. Hos Per oplevede jeg den ægte forståelse – den som reelt søger at fatte andre – og derfor også stiller spørgsmål, men aldrig fælder dom. Den glædesfyldte empati, der opstår af nysgerrighed overfor det andet menneske. Den som ikke bare forstår, men mærker og sanser andre.

Min oplevelse med Per har sat sig varige spor – og han står stadig for mig som et for-billede, når det handler om empati. Den begynder med os selv. Kan vi mærke os selv, kan vi mærke andre. Kan vi mærke os selv, har vi en chance for ikke at lade os styre af frygt, som blinder os for at mærke de andre.

Jeg ved med mig selv, jeg stadig ikke magter det, som han gør – men jeg er på vej.

Jeg ved, at Per selv har taget store opgør med dæmonerne i hans liv og turde give slip på frygt og kontrol – for at finde frem til den glædesfyldte nysgerrighed og afkaldet på domsfældelse over sig selv og andre. Det har styrket mig til at turde og håbe på den samme rejse – og til nu også, at spørge, hvordan den visdom kan komme ind i politik.


MADS & GENERØSITET

“Hvem er jeg som menneske?” – er et spørgsmål, vi alle fra tid til anden stiller os selv. For mig fylder det en del, nu hvor jeg påtager mig rollen som politiker. Vi formes i mødet med andre og her i FB-serien fortæller jeg om seks mennesker, der har givet mig noget særligt.

I slutningen af 80’erne var jeg en ægte rollespilsnørd. Ægte og radikaliseret – fordi det var et bevidst valg at søge virkelighedsflugten. De voksne og deres politik og samfund var hyklerisk og hult. Hellere en virkelighedsflugt end leve som en hykler, var min indstilling.

Vi var en del rollespilere som i Århus fandt sammen. En af dem blev et menneske, som kom til at betyde en del for mig. Dem var der nu flere af – Adam, Malik, Peter P. og mange andre – men her vil jeg fortælle om Mads Lunau, der er et af de mest generøse mennesker, jeg har kendt.

Han blev omdrejningspunktet for vores gryende fællesskab, fordi han åbnede sit hjem for os alle sammen. Lod os spise hans mad, se hans video-film og drikke hans vin-samling – også når vi ikke i timevis spillede rollespil, men bare hang ud. Han var en god vært og uden ham, ville det Århusianske rollespilsmiljø måske aldrig være blevet et helt særligt fællesskab.

Vi stiftede en forening med Mads som formand. Vi fandt lokaler, vi lejede med tilskud fra kommunen. Mads og Malik var de erfarne, der kendte hinanden fra ungdomspolitik. Malik var dengang kommunist og Mads var VU’er. Ingen af dem var smålige idealister, men arbejdede godt sammen og lærte os andre en hel del om foreningsdrift. Især forstod Mads at spille den rolle, hvor han skabte samling i fællesskabet.

Vi lavede et årligt spiltræf, hvor der kom rollespillere fra andre byer (især Odense), for at spille sammen med os. Igen var Mads en af hovedkræfterne og jeg var stadig en ung knægt, der støttede op om alt det fede, som kom i sving. Noget af det jeg og mange andre følte var en tryghed hos Mads. Han dømte aldrig folk, men inviterede indenfor. Den gode, generøse vært.

Efter nogle år opstod en udmattelse blandt de mest aktive, der havde drevet alting. Især blandt dem, som havde lavet spiltræffet, der hedder Fastaval. Udover Mads og Malik var det mest Thomas og Kristoffer, der havde hængt på den opgave. De var kørt trætte i det og følte det sikkert som en sur pligt. Der var krise i den lille forening – og her var det Mads, der sendte bolden videre til mig.

Selvom jeg var ung og lidt uprøvet, fik jeg ansvaret for at føre Fastaval videre. Det føltes lettere frygtindgydende at sige ja til så stort et ansvar, men netop fordi Mads med sin generøsitet stolede på mig – fordi han skabte en følelse af tryghed omkring sig – så turde jeg springe ud i det store ansvar, som på mange måder forandrede mig og mit liv.

Mads lærte mig mange ting, men især står han stadig for mig som et forbillede, når det gælder generøsitet og værtsskab. Derfor er jeg også glad ved at vide, han i dag er forstander på Østerskov Efterskole – en rollespilsefterskole – hvor mange andre unge mødes med generøsitet og trygheden til at turde det, som de måske ellers frygter.